Korets historie

 Uddrag fra Jubilæumsheftet udgivet i anledning af Bække Sangkors 25 års jubilæum i 2002


Sangforeningen i Bække fejrer 25 års jubilæum
Af Karen Nielsen

Sangforeningen kan i år fejre 25 års jubilæum, og en del af sangerne har været med gennem alle årene. Langs afsted har der været deltagere fra Gesten, Vejen, Læborg, Gammelby og Egtved, og foreningen har med åbne arme modtaget folk udefra. Det giver et friskt pust at se andre ansigter, og det er en hjælp til at holde et firstemmigt kor i gang.

Selve øveaftenerne har altid været hyggelige og muntre, og heldigvis har der hele tiden været faste programmer, så der har været noget at arbejde hen imod. Ikke mindst kan vi takke Lindecentret, fordi de altid har ønsket at høre vores advents- og forårsprogram, og bagefter har vi fået kaffe og brød. Også menighedsrådet og præsteparret tager imod hvert år i kirken og lytter til et advents-juleprogram, der bliver varieret lidt fra år til år. På bænken sidder ægtefæller, onkler og tanker og andre lokale folk, og ind imellem får vi også ros. Koret nyder meget at blive inviteret i den julepyntede præstegård bagefter til kaffe og julehjerte-kager, og der kvitteres gerne med et par julesange og en aftensang som tak.

Der har tidligere været en sangforening i Bække. Den startede i 1915 og gik nogle få år, men havde en pause i 20'erne. I 1928 startede de igen med lærer Balle fra Bække skole som dirigent, men det varede ikke længe. Så først i 1941 havde man igen mod på sagen, men da deres dirigent lærer Toft rejste fra Bække i 1949 var det slut.

I 1977 skriver den tidligere formand Harald Schelde : "Efter 28 års pause er det glædeligt at unge friske kræfter nu vil forsøge at oprette et sangkor og arbejde for denne gode sag."

Koret startede i efteråret 1977 og i løbet af vinteren var der i alt 36 medlemmer.

Den første bestyrelse var:

Formand Skoleinspektør på Bække skole Poul Nielsen, Thorsted
Kasserer Gårdejer Niels Peter Jensen, Thorsted
Sekretær Gårdejer Ejvind Uldall Knudsen, Bække
Øvrige medlemmer
Anna Jørgensen, Thorsted
Tobakshandler Laurids Thomsen, Bække
Dirigent Bjarne Glargaard, Bække

Den nuværende bestyrelse er (2002):

Formand Søren Poder, Bække
Kasserer Annemette Jensen, Drostrup
Sekretær Anna Jørgensen, Thorsted
Øvrige medlemmer
Anni Lund, Vejen
Ritta Krog, Bække
Dirigent Lillian Butzkowski, Vinding

Umiddelbart efter starten blev Bække Sangforening indmeldt i "Danske Folkekor".

Dirigenter gennem årene:
Bjarne Glargaard 1977-1992
Lars Hansen 1992-1995
Berit Thomsen 1995-1999
Søren Zerahn 1999-2000
Lillian Butzkowsky 2000 - nytår 2003

Peter Bjerregaard 2003 - 2019

Alfred Claus Nissen Wærnskjold  fra efterår 2019

I de femten år, hvor Bjarne var dirigent, var der meget samarbejde med Jordrupkoret, som Bjarne også dirigerede. Både øveaftener sammen, når korene skulle ud til stævner med "Danske Folkekor" eller sang i kirker, på plejehjem eller i forsamlingshuse sammen med folkedansere.

En af de helt store oplevelser var turen til København, hvor korene sang i Tivoli sammen med mange andre kor, som er med i "Danske Folkekor". Der var ialt 600 deltagere, og vi stod som sild i en tønde - ingen kunne falde, og det tog tid at fået øvet så mange kor sammen. Da vi kom om aftenen, var der lange køer af folk, der ville i Tivoli - men måske gik mange efter at høre Cher, som skulle optræde efter os. Samme koncert som i Tivoli blev opført i Kristkirken i Kolding, hvor 300 sang Händels "Utrecht Te Deum".

Mange andre store koncerter har en del af koret været med til, f.eks. D.F.'s 70 års dag i Ålborghallen, hvor en collage omkring skabelsen blev opført. En oplevelse var det også at have besøg af 75 sangere fra "Bad Oldesloer Singakademi". Jordrup og Bække sang sammen, og de tyske sangere optrådte ind imellem. Senere var Bækkekoret på besøg i Tyskland, og aldrig har vi set så mange og så flotte lagkager på kaffebordet.

I 1984 markerede Sydjyske Kreds sit 85 års jubilæum i Horsens Klosterkirke, hvor de opførte "Skabelsen", et værk af Bjarne Haahr og Ester Bock. Værket var netop bestilt til jubilæet. Nogle sangere var også med til "Elverskud" på Horsens Ny Teater i 1993 og i Holstebro i 1997 med 450 deltagere fra hele landet.

To andre gode traditioner, som koret har haft i mange år, er korøvedagen - en lørdag inden kirkekoncerten til jul. Da er der sang fra morgenstunden afbrudt af kaffe og rundstykker og en Gammel Dansk. Hen på eftermiddagen sluttes af med smørrebrød eller julemad og en snaps eller to og så måske en lille dans. Selv om Bjarne holdt ud i 15 år som dirigent, fik vi aldrig slutningen på hans "uendelige historie" ved julefrokosten.

Godt et halvt år senere bliver vi inviteret til havehygge omkring et stort bål under Ingers og Gudmunds høje træer. Når vi begynder at småfryse kommer vi ind til langbordet og nyder Ingers hjemmebagte kage. Den højeste lagkage har vi fået i år, pyntet med blåbær.

Da der er mange ældre i koret (men Gud ske lov også nye unge) har vi også haft glæde af at komme ud til morgensange ved både sølv- og guldbryllupper, og det har i allerhøjeste grad også været en glæde for dem, der blev hyldet.

Opfølgning af Anni Lund:

Efterår 2019 Skriver vi igen historie, Da Peter Bjerregaard beslutter at forlade koret efter 16 gode år!

Og en ny tid starter med Alfred Claus Nissen Wærnskjold som dirigent!

Vi har lært rigtig meget i de 16 år med Peter, havde et repertoire på næsten 200 sange inkl. julesange. Vi arbejdede vel med en 10 - 15 stk. hver sæson, som afsluttede med en koncert: om foråret på Lindecentret hvor koret efter koncerten var vært ved kaffe og et kæmpe kagebord, som korets medlemmer havde bagt.

Det blev vældig populært.

Til jul var der så et julearrangement på Lidecentret, hvor vi sang en koncert, der var lotteri, fællessang, æbleskiver, kaffe og hygge.

Julekoncert i Kirken skiftevis Veerst og Bække, med efterfølgende kaffebord hvor vi fik helt specielle Jule hjerte medaljer, det har været en tradition gennem mange mange år. fællessang og hygge.

Nogle år sang vi i Blåhøj kirke hvor Peter var organist i en periode.

I 2017 havde koret 40 års jubilæum, det blev fejret med en mini festival, hvor vi var fire kor der sang i Bække forsamlingshus, først en koncert hver for sig, og så et fælles nummer: Farvernes Landskab af Jens Rosendahl og som Peter havde arrangeret for 4 stemmer .

Efter koncerten var der kaffe og hjemmebagte boller og lagkage ved flot pyntede borde. Stor succes!

Året efter blev vi inviteret til at synge en koncert i Egtved kirke, sammen med deres kor, hvor vi igen havde et par fælles numre, og afsluttede med kaffebord og kage. 

En del af vores sange har Peter arrangeret for 4 stemmer. Desværre er der pt. mangel på mænd i koret, så det er svært at synge 4 stemmer, vi må mest holde os til 3 stemmer.

Men det kan også lyde godt!


dof